Flygtede med seks børn

38-årige Leszek Ciborowski var skipper på en fiskekutter, hvor et af hans seks børn – en 17-årig søn – også arbejdede som fisker. I november 1968 fortalte han sin kone Krystyna og de ældste børn om en flugtplan til Bornholm, og sammen forberedte de sig på det risikable foretagende, der kunne koste dem lange fængselsdomme.

Den 6. december 1968 sneg Krystyna og fem af børnene sig ned på havnen med deres pakkede bagage inklusive en symaskine. De yngste børn havde fået at vide at de skulle sejle hen og besøge deres bedsteforældre. De blev skjult under nogle fiskekasser i kutterens lastrum, hvor de lå musestille, mens kutteren blev kontrolleret af de polske grænsevagter. Den 17-årige søn faldt med vilje ned af stigen for at aflede vagternes opmærksomhed. Vagterne opdager ingenting, og kutteren sejlede planmæssigt ud på havet, hvorefter den satte kurs mod Bornholm.

Det vakte sensation både i danske og udenlandske medier, at det lykkedes en hel familie med børn ned til 8 år at flygte på en fiskekutter til Bornholm. Familien fik ikke politisk asyl, men opholdstilladelse i Danmark på grund af de fængselsdomme, der ville vente dem i Polen efter flugten.