Der er beviser på, at Stalin faktisk overvejede at følge angrebet på Sydkorea med et angreb i Europa. Måske blev han afskrækket af den hurtige vestlige reaktion i Korea. Men der var også en anden grund til, at der ikke udbrød krig i Europa: atombomben (og senere brintbomben). For første gang måtte både folkevalgte ledere indse, at de ville blive udslettet ved et krigsudbrud. Offentlige rapporter om omfanget af civile tab gjorde det klart for befolkningerne på begge sider, hvor ødelæggende den nye trussel var.

Bomben reducerede betydningen af alle andre former for våben, så den (og dens fremføringsmidler) blev det afgørende mål i den kolde krigs magtkamp. Storbritannien udviklede sin egen bombe, men uden en sådan kunne landet ikke længere betragtes som en stormagt. Af samme årsag anskaffede Frankrig i midten af 1950’erne også sin egen bombe.

Men det blev værre. I 1950’erne udviklede først USA og senere Sovjetunionen brintbomber, som var tusind gange kraftigere end de oprindelige atombomber. De kunne udslette en hel by. Atombomstørrelser måles i tusindvis af tons (kiloton) af TNT-sprængstof. Klodens første bombe B-29 over Hiroshima var på ca. 20 kiloton. De tidligste brintbomber kunne kun transporteres af store bombefly som B-52, men i midten af 1950’erne blev de transportérbare af mindre jagerbombere. Brintbombernes størrelse blev til mindre, som en sprængladning (megaton). I 1960’erne var en typisk brintbombe på 1-2 megaton, senere meget mere. Man fandt hurtigt ud af, at for store bomber ikke var særligt nyttige.

Krig med så voldsomme våben gav ikke rigtig nogen mening. Den sovjetiske leder i midten af 1950’erne, Nikita Khrusjtjov, var optaget af ideen om, at en krig mellem kapitalisme og kommunisme var uundgåelig. Da han så filmoptagelser af prøveeksplosionen af den første sovjetiske brintbombe, kunne han ikke sove i flere dage. Det virkede, som om verden var slut. Så gik det op for ham, at bomben var en mulighed, ikke en afslutning. Der kunne ikke blive tale om nogen storkrig mellem de to supermagter, men kommunisternes kamp for magten i den tredje verden ville ikke fremover kunne overtage de amerikanske styrker fra Vesten. Han begyndte at sende våben til regeringer og revolutionære i den tredje verden. I selve Sovjetunionen betalte han for en kraftig oprustning af missilprogrammet og afløste drastisk behovet for konventionelle styrker og våbenproduktion. Det gjorde det muligt for ham at påstå, at han nedrustede, men han fik også fjender blandt de officerer, som han afskedigede, og blandt industrien, som det også gik ud over. Det endte med, at han blev afsat i 1964.

IDELOGI I midten af 1950’erne solgte amerikanske firmaer beskyttelsesrum som dette, der blev annonceret i 1955. Logikken var, at de, der boede tilstrækkeligt langt væk fra eksplosionens zone (f.eks. i en forstad), kun ville blive udsat for radioaktivt nedfald, ikke for selve bomben. De mere kyniske spurgte, om folk, der havde et beskyttelsesrum, skulle afvise naboer, der ikke havde.

TIL VENSTRE Kunne nogen overleve bomben?
I begyndelsen var der lidt håb for den, der ikke befandt sig i selve sprængningszonen. Luftangrebssirener ville give borgerne tid til at søge dækning. Mange fandt senere disse øvelser latterlige.

BAGGRUND “Paddehatteksyen” fra Grable, den første atomare artillerigranat, der var en del af operation Upshot-Knothole.