Flugter fortsatte frem til 1989

I løbet af 1970’erne gik det op for de danske myndigheder, at de polske efterretningstjenester også læste danske aviser for at fastslå identitet og metoder for de enkelte flugter. Det fik ofte store konsekvenser for familierne hjemme i Polen, der risikerede overvågning gennem flere år, fyringer fra deres job og i værste fald fængselsstraffe.

Man stoppede derfor med at oplyse flygtningenes identitet til dansk presse, og mange flygtninge ønskede heller ikke længere at give interviews til danske aviser.

Polen var i 1980’erne i dyb økonomisk krise. I 1970’erne havde det polske styre taget gæld i vesten for at forbedre levestandarden hjemme i Polen, men den kommunistiske planøkonomi kom aldrig til at fungere effektivt, og nu stod landet med en stor udlandsgæld og måtte igen sætte fødevarepriserne op. I sommeren 1980 udbrød store strejker ledet af Solidaritetsbevægelsen, og i 1981 indførtes krigsretstilstanden, og militæret tog magten i Polen.

Man oplevede derfor igen flere flugter til Bornholm. Ofte var de anvendte fiskekuttere i dårlig stand og blev først afhentet efter lang tid af de polske myndigheder. En af de sidste flugter, som blev oplyst i dansk presse, var i juli måned 1989, efter at det kommunistiske regime var faldet i Polen ved valget den 4. juni 1989.