I begyndelsen så det for mange ud til, at de tre sejrherrer i Anden Verdenskrig, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, ville samarbejde for at bevare den fred, som havde kostet en uhyggelig høj pris, hvad angår menneskeliv og økonomiske omkostninger. Da krigen i januar 1945 nærmede sig sin afslutning, mødtes de sejrende ledere på Jalta i Rusland. Her gik Stalin bl.a. med til at afholde frie valg i Polen, som hans hær havde befriet (og besat). Få måneder senere mødtes de allieredes ledere igen, denne gang i Potsdam i det Tyskland, der netop var blevet besejret. Stalin havde allerede da lovet valgene – men havde manipuleret dem til kommunisternes fordel og dermed slukket håbet om et demokratisk Polen i de næste 40 år. De vestlige ledere protesterede, men vidste godt, at de ikke kunne gøre noget. De håbede stadig, at det polske valg var en undtagelse, fordi Polen havde en særlig betydning for Sovjetunionen. Det tog flere år, før de indså, at Stalins forestilling om en verden efter krigen ikke var den samme som deres.

De sejrende allierede opdelte Tyskland i, hvad de anså for fire foreløbige zoner (en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk), en opdeling, der skulle vise sig at være et langvarigt fokuspunk i Den Kolde Krig. Selv om Berlin, den tidligere hovedstad, lå langt inde i den sovjetiske zone (der senere blev til Østtyskland), blev også den by opdelt i fire zoner, en opdeling, der skulle vise sig at få stor betydning. De allierede var enige om, at der skulle afholdes valg i hele Tyskland med henblik på at skabe et genforenet land. Det blev gradvist klart, at Stalin håbede på at kunne skabe så meget kaos i de ikke-sovjetiske zoner, at vælgerne ville stemme kommunistisk, hvorefter han ville få kontrol over hele landet, det mest industrialiserede i Europa.

Briterne og amerikanerne indså modstræbende, at medmindre de hjalp til med at genopbygge de områder, som de havde besat, herunder sørge for mad til befolkningen, ville omkostningerne blive ruinerende. De besluttede at slå deres besættelseszoner sammen og indføre en ny valuta, der var forskellig fra valutaen i den sovjetiske zone i øst, og et nyt land, Vesttyskland, var på vej. Stalin så det som en modstand mod ham, hvilket i begyndelsen fik Frankrig til at tøve med at gå med de andre vestallierede.

I mange af de lande, der havde været besat af Tyskland, havde kommunisterne udgjort en vigtig del af modstandsbevægelsen, og de nød derfor stor anseelse i den første tid efter krigen. Især var kommunistpartierne i Frankrig og Italien meget magtfulde. Maurice Thorez, lederen af det franske kommunistparti, fortalte Stalin, at det snart var tid til at vælte den franske regering. Stalins egen rådgiver, Ivan Maiskij, var af den opfattelse, at Vesten ikke ville foretage sig noget, hvis blot kommunisterne fik magten på tilsyneladende demokratisk vis. Han genoplivede folkefrontstanken fra før krigen, hvor kommunisterne havde lov til at indgå i regeringssamarbejde med andre partier. (Frankrig havde en folkefrontsregering i 1930’erne, og Spanien havde det før borgerkrigen 1936-39.) Håbet var øjensynligt, at en blandet regering, der omfattede kommunister, kunne vendes til at blive helt kommunistisk. I teorien var mange af efterkrigstidens kommunistiske regeringer i Østeuropa folkefrontsregeringer med deltagelse af marionetpartier.

NEDENFOR: Da amerikanske og sovjetiske tropper mødtes ved Elben i april 1945, var Tyskland slået – og det så ud til, at de to lande ville samarbejde om at opretholde freden.